Landsforeningen af VæreSteder

De Små Skridts Metode 2.0 - Fokus på forandring

De Små Skridts Metode fra 2009 beskriver værestedernes særlige holdninger og tilgange til det sociale arbejde på værestederne.
Med De Små Skridts Metode 2.0 operationaliseres tankerne i De Små Skridts Metode. Bogen tager over, hvor de oprindelige Små Skridts Metode slap, og præsenterer forskellige perspektiver på og værktøjer til forandringsarbejdet på og omkring væresteder.
Disse omfatter bl.a. begreber fra fremherskende nudging-tilgange samt det såkaldte forandringskompas, som er et dialogværktøj, der skal bidrage til synliggørelse af den enkelte brugers behov og motivationsgrad. På baggrund heraf kan værestedsbrugere og –medarbejdere i fællesskab udarbejde konkrete og individuelle anbefalinger og handlevejledninger med henblik på at fremme forandring for den enkelte. Bogen er skrevet af LVS i samarbejde med Public Futures.

Værestedstanken

 

  • Et værested er et beskyttelsesrum ­— et fristed fra såvel gadens rå miljø som fra behandlernes og myndighedspersonernes krav og forventninger. Men værestedet rummer også nye muligheder og veje for det enkelte menneske.
    Værestedet er ofte både indgangsdør og udgangsdør i forhold til den samlede indsats men kan også have mere permanent karakter for den enkelte; derfor skal værestedet kunne yde beskyttelse og støtte i respekt for personens unikke livssituation og behandle alle lige på forskellig vis.
  • Værestedet betyder mere sammenhæng i den enkeltes hverdag. Ligesom værestedet bygger bro mellem forskellige aktører og instanser i samfundet og det enkelte menneske.
  • Værestedet er det væksthus hvorfra man - i sit eget individuelle tempo og ud fra sine individuelle personlige kompetencer - kan få hjælp til at forbedre sin livssituation via ”de små skridts metode”. Derfor tilstræbes det, at stedet ud fra en vurdering af brugernes ressourcer indeholder aktiviteter, der kan give indhold i den enkeltes hverdag, medvirke til at fastholde og udvikle sociale og andre færdigheder, give nye perspektiver på livet eller kan bidrage til en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
  • Den særlige samværsform i ”fællesskabsfamilien” på værestedet danner grundlaget for skabelsen af det beskyttede vækstmiljø og etableringen af et personligt netværk. Ingen er usynlige på værestedet, der også fungerer som et socialt træningslokale.
  • På værestedet inddrages man i beslutninger og praktiske opgaver efter lyst og evne. Det er vigtigt, at inddragelsen er reel og følges af reelle, meningsfulde ansvarsområder. På værestedet involveres alle, og der tages behørigt hensyn til de svageste så yderligere udstødelse mindskes.
    På værestedet gælder det, at ”ingen får lov til at gå i hundene i ubemærkethed”. Man drager omsorg – både socialt, mentalt og fysisk. Omsorgen er ikke kun skadesreducerende men også fremmende for den enkeltes sundhed og muligheder for et bedre liv.
  • Et værested er rummeligt, men kan ikke rumme alt. Derfor er det essentielt, at værestedet selv har indflydelse på brugergruppens sammensætning samt værestedets aktiviteter.