Vision

Et samfund med mod til mangfoldighed og reelle muligheder for den enkelte til et bedre liv.


Landsforeningen af Væresteder er en organisation i bevægelse. En organisation, der vil noget. Ikke blot for sig selv, for sine medlemmer - værestederne og deres brugere - men for hele samfundet.

 

Med visionen er sigtet klart: Et samfund, der ikke bare har plads til mangfoldighed, men har mod til mangfoldighed. Et samfund, der tør forskelligheden, der tør rumme det anderledes.

Mission

Landsforeningen af Væresteders kerneopgave er at styrke landets væresteder i at hjælpe socialt udsatte mennesker til et vendepunkt gennem aktiviteter, der skaber fællesskab.

Landsforeningen af Væresteder arbejder engageret, professionelt og innovativt for at opnå og sikre reelle muligheder for værestederne og brugerne.

Landsforeningen af Væresteder bygger på holdningerne i Værestedstanken og metoden De Små Skridts Metode.

Landsforeningen af Væresteder har og skal have modet til nytænkning og til at gå forrest i udviklingen af det samfundssyn, som visionen beskriver. Det skal også forstås som modet til at prøve nye løsninger og nye indfaldsvinkler til arbejdet.

Historien bag organisationen

Landsforeningen af Væresteder har siden etableringen i 1998 samarbejdet med værestederne i hele landet om at skabe fællesskaber og forandring for socialt udsatte.

Det hele startede tilbage i 90´erne, da en lille gruppe tidligere stofmisbrugere tog initiativ til et værested, hvor de kunne finde støtte til at skabe en ny tilværelse efter afvænningsforløbet på et misbrugscenter. Deres behov viste sig ikke at være enestående. Der var mange socialt udsatte, der havde behov for fællesskaber. Det resulterede i etablering af en lang række væresteder landet over og i opstarten af et forum og en vigtig dynamo i hele bevægelsen: Landsforeningen af Væresteder.

I dag har Landsforeningen af Væresteder 200 væresteder og konstruktive fællesskaber som medlemmer og derigennem kontakt til over 23.000 socialt udsatte borgere.

Landsforeningen af Væresteder tilbyder aktiviteter for værestedsbrugerne og bistår værestederne med rådgivning og hjælp til projektudvikling og kurser.

Hvem er vi i dag?

Landsforeningen af Væresteder er i dag organiseret i to programmer, Sport for Livet og Konstruktive Fællesskaber, der hver især arbejder med at udvikle aktiviteter og fællesskaber for socialt udsatte værestedsbrugere.

Sport for livet har fokus på at skabe idrætsfællesskaber lokalt på værestederne rundt om i Danmark gennem uddannelse af holdledere, der har ansvar for at implementere mere idræt på deres væresteder. Derudover afholder Sport for Livet også sportsstævner, der samler værestedsbrugere fra hele Danmark og skaber idrætsfællesskaber på tværs af landet. 

Konstruktive fællesskaber har fokus på at skabe samskabte projekter, hvorigennem socialt udsatte værestedsbrugere får en stemme i samfundet. Disse projekter inkluderer bl.a. samskabte kunstværker, hvor værestedsbrugere fra hele landet har bidraget til et samlet kunstværk. Kunstværket '35+1' har været udstillet på Svendborg Forsorgsmuseum og værket 'Dataspejlet' på Trapholt kunstmuseum. Derudover står Konstruktive Fællesskaber bag den årlige Den Nationale Værestedsdag, hvor væresteder og brugere fejres!

Brugerinddragelse og fællesskabte aktiviteter en vigtig del af organisationens DNA, og Landsforeningen af Væresteder er optaget af lave aktiviteter, der danner grobund for fællesskab og succesoplevelser, da vi tror på, at det kan føre til vendepunkter hos værestedsbrugerne. 

I aktiviteterne er det derfor centralt, at det er nemt for deltagerne at være med, i form af low-entrance, samt at aktiviteterne har høj struktur i form af simple og klare rammer. Dette gør sig gældende i alle aktiviteter, sportstævner såvel som kreative projekter.  

Læs meget mere om aktiviteterne her: Aktiviteter