Da Corona lukkede Danmark ned
Den 11.marts 2020 blev landet lukket ned grundet Covid-19 og dermed også værestederne. Da vi havde en fornemmelse af at værestedsbrugerne også var på Facebook, besluttede vi os for at lave en Facebookgruppe, hvor værestedsbrugerne kunne mødes og være sammen online.
Med udgangspunkt i hvad et værested er, blev der skabt en daglig struktur, hvor vi sagde godmorgen til hinanden og lavede daglige aktiviteter sammen – hver for sig.
To måneder efter den første nedlukning fik de fysiske væresteder lov til at åbne igen. I takt med det øvrige samfunds trinvise genåbning tænkte vi ved Landsforeningen af Væresteder, at behovet for Det Digitale Værested ville fortone sig, da vi troede, at det blot var noget, der var behov for i coronakrisens akutfase. Men vi begyndte at få en række tilbagemeldinger på, at folk var begyndt at gå flere ture, rydde op og gøre rent. Vi blev nysgerrige på, hvad det egentlig var, vi havde ramt her, for var det muligt at lave socialt arbejde digitalt?
Vi har derfor siden hen, og frem til januar 2025, fået støtte af TrygFonden og Velux Fonden til at undersøge, hvordan man laver digitalt socialt arbejde og hvilken betydning det har for brugerne.
Et fast holdepunkt i hverdagen
Hvad, der startede som en digital nødløsning i en samfundskrise, har vist sig at have en stor relevans og betydning for brugerne. Det Digitale Værested er blevet et fast holdepunkt i hverdagen for mange socialt udsatte mennesker, og løbende kommer der nye brugere til. En del bruger også et fysisk værested, men 40% af brugerne på Det Digitale Værested kommer aldrig på et fysisk værested. Enten fordi det er for udfordrende at komme afsted hjemmefra, eller fordi der er for langt til nærmeste værested. Det Digitale Værested har derfor en stor betydning for dem, da de her møder nye relationer, indgår i et fællesskab og derved føler sig mindre ensomme.
Flere af brugerne fortæller os, at Det Digitale Værested er et fast holdepunkt i deres hverdag. Der bliver altid sagt godmorgen, der er daglige aktiviteter og altid nogen man kan komme i kontakt med. Hvis en bruger f.eks. laver et opslag, så er de andre brugere altid klar til at komme med støtte og opmuntrende ord, og 49 timer om ugen er der også personale på Det Digitale Værested.
Mangfoldig gruppe af brugere
Målgruppen er socialt udsatte mennesker, som har interesse i at deltage i et online fællesskab. Der er ingen krav til diagnose, eller til at man skal modtage en bestemt forsørgelse. Brugerne er en bred og mangfoldig gruppe og det er en grundlæggende værdi, at alle mennesker KAN og ER noget.
Der er stort set ingen regler i Det Digitale Værested, men brugerne opfordres til følgende:
- at alle brugere bidrager til en god tone, og at man respekterer hinandens forskelligheder.
- Man er ikke forpligtet til at deltage i alle aktiviteter, men der opfordres til, at man deltager aktivt, da det skaber et godt fællesskab i Det Digitale Værested.
Forandringer skabes digitalt
Selvom brugerne er udfordret på mange parametre, så er det muligt at danne rammerne for, at de kan skabe reelle forandringer i deres liv:
- Brugerne bliver mere trygge ved at bruge digitale muligheder, herunder online møder, dele billeder på Facebook m.v.
- Brugerne får råd og vejledning om søvn, kost, sociale udfordringer m.m.
- Brugerne vokser med de opgaver, de får, og udvikler sig og får nye roller (mestring og kompetencer).
- Brugerne får nye relationer og bliver en del af et stærkt fællesskab.
Brugerne har en vigtig stemme
Der er stort fokus på brugerinddragelse og det er en stor værdi, at brugerne får en stemme og indflydelse på hverdagen i Det Digitale Værested. Det er altid muligt for brugerne at dele egne opslag og igangsætte aktiviteter.
Hver anden måned er der brugermøde, hvor brugerne får tilsendt dagsorden og referat. På mødet oplyses brugerne om, hvad der er planlagt af aktiviteter, og der spørges til ideer til forløb. Derudover drøftes eventuelle udfordringer og dilemmaer.
Læs mere om Det Digitale Værested her:
Artikel af Barbara Nino Carreras i samarbejde med Det Digitale Værested. Heri medvirker flere af brugerne af Det Digitale Værested, hvor de fortæller om værestedets betydning: Klik her for at læse artiklen og klik her for at lytte til artiklen.
Artikel om Det Digitale Værested ved Social- og Boligstyrelsen fra 2020: klik her
Artikel "Nyt digital værested har betydet alt for Pernille under coronanedlukning" i TV Syd, 2020: klik her
Podcastafsnit "Digitale medborgere og data-spøgelser" på Center for Digital Velfærds podcastkanal, 2021: klik her
Artikel "Da værestederne måtte lukke ned pga. COVID-19 skabte Landsforeningen af Væresteder digitale fællesskaber..." i STOF, 2022: klik her
Artikel "Det hjælper mig til at holde fast i min forstand": Digital nødløsning blev et gyldent fællesskab for de introverte udsatte i Politiken, 2023: klik her
Landsforeningen af væresteder er derudover underskriver på udgivelsen "borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark", der præsenterer 8 principper for borgernær og inkluderende digitalisering samt initiativer hertil, og hvordan borgerne kan inddrages: klik her
"I Det Digitale Værested er vi sammen hver for sig, og der er plads til alle i dette skønne forum"
Irene, bruger af Det Digitale Værested.
"For mig er Det Digitale Værested et godt fristed, rummelighed, hjælp til selvhjælp, inspiration og hygge"
Heidi, bruger af Det Digitale Værested.
”Her i Det Digitale Værested kan jeg være Morten uden at skulle skjule en masse. Det har virkelig hjulpet mig meget”
Morten, bruger af Det Digitale Værested.
”Den bedste motion for hjertet er at bukke sig ned og løfte andre mennesker op"
Mike, bruger af Det Digitale Værested.